Om Terapi

Mine terapisamtaler er emotions-fokuserede. Emotions-fokuseret terapi (EFT) er en videnskabelig og evidensbaseret tilgang til psykoterapi. EFT opfatter vores følelser som helt grundlæggende for hvordan vi handler og forstår verden.

Følelser skaber retning og mening i vores liv, og fortæller os hvad vi har behov for i bestemte situationer.

Når vores følelser fungerer hensigtsmæssigt hjælper de os til at navigere i en kompleks verden. De fortæller os hvad der er vigtigt for os, og dermed hvem vi er og hvordan vi skal agere. Følelserne er derfor vigtige pejlemærker i den terapeutiske proces. De hjælper os til at føle os godt tilpas med os selv og med andre. 

Svære oplevelser som omsorgssvigt og traumatiske hændelser i fortiden eller nutiden kan dog overvælde og fastlåse vores følelser og reaktionsmønstre så de ikke længere hjælper os med at opfylde vores inderste behov. En stor indre vrede kan føre til at du skubber folk væk selvom du inderst inde har brug for trøst, forståelse og omsorg. Eller måske græder du selvom du egentlig er hamrende vred og ønsker at sige fra.

Disse uhensigtsmæssige følelser og reaktionsmønstre fører til at vi ikke får opfyldt vores egentlige behov. I stedet kommer vi let til at føle os skamfulde og forkerte, og vi kan miste kontakt og støtte fra vores omgivelser.

I det terapeutiske rum vil vi forsigtigt og i dit tempo arbejde med de svære og smertelige følelser. Igennem vores samtaler vil jeg støtte dig til at sætte ord på dine følelser, og på sigt åbne op for nye følelser, som gør at du bedre kan stå ved dig selv og tage skridt til at styre dit liv i en mere tilfredsstillende og meningsfyldt retning.

Det er lettest at forandre os når vi føler os trygge og forstået. Det er derfor vigtigt for mig at skabe et tillidsfuldt og empatisk rum at arbejde i. Du kan først begynde at ændre svære følelser når du ser dem i øjnene, sætter ord på dem og forholder dig aktivt til dem. Den proces vil jeg støtte dig i.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk